Warning: preg_match() [function.preg-match]: Compilation failed: invalid range in character class at offset 37 in /var/www/divinersclub.com/public_html/functions/urlparser.php on line 7
Hvad er divination?


(del 1)


Spådomssystemer (divination) finder man over alt, og der er næppe den kultur eller civilisation, der ikke har haft divination. Man kan finde officielle systemer, der ikke har haft meget til overs for divination, f.eks. er den officielle kristendom, jødedom og islam ikke så glade for spådomme. Fra statslig side har der endda været forbud, f.eks. i England eller Romerriget, i nogle perioder. I England var spådomme kvaksalveri, altså sidestillet med at en ikke-autoriseret læge udførte lægelige eller kirurgiske behandlinger. I Romerriget var påbuddet ikke rettet mod al divination, men f.eks. mod astrologi, fordi denne kunne bruges politisk. Og her er vi ved et emne, der er meget lidt udforsket, nemlig politisk brug af divination. I Tibet har man f.eks. et statsorakel i Nechung-klosteret, som Dalai Lama har brugt og sagt god for. Nogle mener, bl.a. rejsende englændere omkring 1905, at oraklets svar kunne være styret af politisk korrekthed. På billedet ses statsoraklet stadig i trance give sine beskeder og forudsigelse. Oraklet behøver ikke selv være lama, men det er under alle omstændigheder en person, der skal trænes til jobbet. Det er Nechung-klosteret selv, der udpeger egnede til jobbet.


En gåde for forskere
Emnet divination er uhyre komplekst at forske i og mange har opgivet at beskæftige sig med emnet. Der findes stadigvæk ikke en samlet teori, der ligesom kan forklare fænomenet. Hver gang man har en teori, kan man finde spådomsteknikker, og især dens kontekst, der viser, at teorien alligevel ikke duer. Et kontingent som Afrika er uhyre rig på divination og forskning herfra slå nok følgende fast:

Divination afspejler en tro på, at der findes en sandhed
Man kan måske mene, at dette lyder som en banalitet, men er det faktisk ikke. Mange teoretikere, især sociologer og filosoffer, beskriver den moderne kultur som postmodernistisk. Dette indebærer bl.a., at der ikke rigtigt findes en sandhed om noget, i hvert fald kulturelt. Der findes mange ’sandheder’, som hermed alle er relative. Nogle går endda så vidt, nemlig de såkaldte socialkonstruktivister, til at erklære, at det er den måde vi omtaler noget på, en såkaldt diskurs, der skaber sandhed. Således er sandhed konstrueret af sociale diskurser i en given kultur. Det er altså måden, vi omtaler og diskuterer noget på, der med tiden skaber ’sandheden’.
Set på denne måde er divination ikke udtryk for postmodernisme. Der er altså kulturelt set noget oldnordisk ved at arbejde med tarot, håndlæsning, astrologi, clairvoyance og meget andet. En diviner passer altså ikke ind i det postmoderne samfund med dets relativisering af sandhed. Det er mit indtryk, at en diviner ønsker at fortælle sandheden til en klient. Og klienten kommer til divineren for at få en sandhed om sig selv. Eller for at få nogle facts om fremtiden. Før postmodernismen var der modernismen, så er man i dag modernist, er man ikke længere moderne. Modernismen blev i sin tid båret frem af troen på en sandhed og de store fortællinger (om mennesket, historien kulturen etc.).

Divination er forbundet med healing
En anden erfaring fra Afrika er den, at divination er forbundet med healing, hvad enten denne er fysisk eller psykisk. Divination er forbundet med andet end healing, men healing er noget gennemgående. Med et moderne ord er al divination forbundet med terapi på en eller anden måde. Ordet terapi skal her forstås bredt. Det handler altså om, at klienten skal få det bedre. Det kan ske på mange måder, måske ved at klienten bliver klogere på sig selv, bedre kan bruge sine ressourcer eller helt banalt kommer til at tro mere på fremtiden. Det sidste er i sig selv terapi og en del af den såkaldte eksistenspsykologi. Det var for øvrigt Søren Kierkegaard, der skabte eksistenspsykologien, men måske mere om dette en anden gang.

Ret beset har astrologi f.eks. været knyttet til lægevidenskaben i mange århundrede. De medicinske professorer havde tidligere, op til ca. 1820 i Europa, også pligt til at undervise i astrologi i et vist omfang.

Divinationen retter sig, i hvert fald stadig i Afrika, både mod individet og mod det samfund, vedkommende er en del af. En spåmand kan derfor inddrage hele landsbyen i sin diagnose. Den dybeste årsag kan altså ligge i konflikter i landsbyen. Derfor er mange divinere i Afrika også mæglere. I 1992 i Gambia var jeg vidne til noget sådant. Et ungt muslimsk par fra en landsby i udkanten af byen Banjul skulle giftes. De var allerede forlovede, men kvinden påstod manden havde været hende utro flere gange. Og det skulle kompenseres, hvis de skulle giftes. En marabout (spåmand) blev tilkaldt, og han slog fast gennem divination, at manden havde været utro, men at kvinden også en enkelt gang havde været det. Og han gav en temmelig nøjagtig beskrivelse af affæren. Kvinden indrømmede nu. Det udløste stor snak fra de to familier om en ny kompensation, bl.a. et pengebeløb og nogle forpligtelser. Hvad det endte med ved jeg ikke, men den pågældende marabout optrådte meget mæglende mellem de to partners familier. Min guide var også politimand og tolk, og da det trak ud, mente han, vi skulle videre.

Ifølge mange sociologer lever vi i det postmoderne samfund også i en stærk individualiseret kultur. Vi lever som individuelle individer og har hermed langt mindre forbindelse til familien, slægten og landsbyen end tidligere. Vi vil ikke sættes i bås af kollektive bestemmelser. Dette har den konsekvens, at healing (forbundet med divination) også bliver noget helt individuelt.

Divination adopterer et samfunds epistemer
Dette og andre punkter vil jeg skrive mere om en anden gang (del 2).